Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældre hos os

Nye og kommende forældre

Har jeres barn fået tildelt en plads, eller overvejer I, om Pandastuen er noget for jer, så kan I læse mere om, hvordan den første tid foregår, vores tilgang til forældresamarbejde, og hvordan overgangen til andre tilbud kan se ud. 

I får en plads hos os gennem visitation hos Københavns Kommune, og for at komme i betragtning skal jeres barn have et svækket immunforsvar eller behov for at blive skærmet for udefrakommende bakterier og virus. 

Når I har fået tildelt og accepteret en plads hos os, aftaler vi sammen, hvordan indkøringen foregår. Vi tager en indledende samtale, hvor vi gennemgår jeres barns specifikke behov, sygdomshistorik og andet, der er relevant at vide inden opstart, og vi fortæller en masse om hverdagen her i Pandastuen. 

Går man og overvejer om ens barn kunne starte på Pandastuen, er man altid velkommen til at komme på besøg og se stedet og tage en snak med personalet. Får man tilbudt en plads, tager forældre og personale en snak omkring indkøring og opstart. Alle børn er forskellige, og nogle indkøringer tager kortere tid og andre længere. Det er vigtigt, at barnet stille og roligt føler sig tryg på Pandastuen, og at forældrene udviser en tryghed overfor personalet, da barnet derigennem bliver mere afslappet og får en nysgerrighed og interesse i personalet. Når barnet er klar til det, begynder forældrene at gå fra stuen, og vi udvider tidsrummet, hvor forældrene er væk fra barnet mere og mere, indtil barnet er kørt ind. Efter tre måneder afholder personalet en trivselssamtale med forældrene, hvor vi gennemgår indkøringen og taler om barnets behov og hvad der skal støtte op om. 

Forældresamarbejde

Vores samarbejde med forældrene er ofte tættere end i en almindelig daginstitution. Ved handleplansmøder omkring barnet, taler vi også ofte om trivsel og om det, der fylder i familien, og hvad vi kan støtte op omkring. Vi er altid tilgængelige til en snak eller et møde, både om jeres barn, og hvad der ellers kunne være relevant. 

Vi har mulighed for at tilbyde ekstra støtte i forbindelse med hospitalsbesøg, indlæggelser, aftaler med specialister og lignende. Hvis I er interesserede i denne hjælp, så tag en snak med os, så arrangerer vi, at der er personale, der har mulighed for at deltage og støtte. 

Overgang til andre tilbud

Når barnet er klar til at komme videre fra pandastuen, er det ofte i samarbejde med lægen, som vurderer, at barnet er klar til at tage næste skridt. Vi sender de fleste af vores børn videre til alm. børnehave, og en sjælden gang til skole. Hvilken børnehave kommer an på barnets adresse og forældrenes præferencer. Men lige meget om jeres barn skal flytte lige ind ved siden af til Regnskovens øvrige stuer eller en institution længere væk, tilbyder vi at besøge det nye tilbud sammen med forældrene og give en overlevering af barnet. Dette gør vi, for at barnet kan blive mødt med den rette viden og forståelse, og vi hjælper med til at give barnet den bedst mulige opstart det nye sted.